Danish
English
German
Holmriis Design
 

I ådalens hjulspor

4 dages cykeltur langs Nørreåen og Gudenåen

Oplev den smukke natur i smeltevandsdalen fra Tange Sø til Randers Fjord i Midtjylland.
På denne 4 dages cykelferie vil I komme til at mærke, hvordan vores forfædre boede og levede fra oldtiden og frem til vores tid.

Gudenåen har været brugt som egnens færdselsåre. Trækstien vidner om en tid, hvor barske fyre og stærke heste helt tilbage fra 1400 tallet og frem til 1920 fragtede materialer, i lavbundede pramme, ad vandvejen fra Randers fjord til Silkeborg. Både Nørreåen og Gudenåen bliver i dag flittigt benyttet af kanosejlere og lystfiskere.

1. dag, Tirsdag
Ankomst og indkvartering på Søgaarden efter kl 15
Aftengrill på Søgaarden

2. dag, Onsdag
Morgenbuffet i Atelieret på Søgaarden
Cykeltur langs Nørreåen til Fladbro
Frokost m/kaffe på Fladbro Kro
Cykeltur langs Gudenåen til Søgaarden
Dansk smørrebrød i Atelieret
Overnatning i dobbeltværelse på Søgaarden
Cykelrute 22 km + 30 km

3. dag, Torsdag
Morgenbuffet i Atelieret på Søgaarden
Cykeltur til Tangeværket og Energimuseet
Besøg på Gudenådalens Museum
2 retters traditionel dansk middag i Atelieret
Aftenkaffe/te m/whisky i Whisky Shoppen
Overnatning i dobbeltværelse på Søgaarden
Cykelrute 30 km.

4. dag, Fredag
Morgenbuffet i Atelieret på Søgaarden

Til denne cykelferie har vi udarbejdet vores egne kort samt en folder med beskrivelse af ruterne.

Prisen for denne 4 dags miniferie er 1.975 kr pr person
Prisen er baseret på 2 personer i dobbeltværelse. 400 kr i tillæg for enkeltværelse

Drikkevarer til aftenmåltiderne er ikke inkluderet, men kan købes på Søgaarden
Det er muligt at forudbestille madpakke på Søgaardens
Ønsker du at leje cykel, skal dette også forudbestilles
Der må påregnes ekstraudgifter til div. entreer

Hvad du kommer til at opleve på denne smukke tur langs Nørreåen og Gudenåen

1. dag:
I ankommer Søgaarden i Lee midt eftermiddag. Søgaarden er en gammel kampestensgaard fra år 1900.
På gården finder I Atelier med kunst, Søgaardens Whisky Shop med kvalitetswhisky fra hele verden og Bed & Breakfast med 5 charmerende dobbeltværelser.
Der bliver arrangeret grillmad på terrassen.

2. dag: 
Efter en god nats søvn og morgenbuffeten i Atelieret sætter I jer på sadlen for at køre mod nord til Nørreåen. Ved Skjern kirke kan I se 2 runesten fra omkring år 1000. I Ålum cykler I forbi Aadalens Retrete, som er et fælleskirkeligt kursussted. Ved Ålum kirke ses endnu en runesten. Har I stærke ben, kan vi anbefale Jer at tage en afstikker til højre over åen og op ad "Tour de France bakken". Kendt fra cykelløbet "Danmark rundt". Bakken er 1.200 m lang, 54 m høj og med en stigning på 4,5%. Fra bakkens top har I et flot wiev ud over Nørreådalen. 
Tilbage i Ålum igen fortsætter turen gennem Tånum, endnu en lille landsby, men med en større gårdbutik med økologiske, lokale fødevarer m.m.

Ved Nørreåens udmunding finder du den smukke Fladbro Kro fra 1859.
Her i kroens gourmet-restaurant skal I nyde en dejlig frokostanretning med 5 af husets specialiteter og efterfølgende kaffe. Vi kan nu anbefale jer en frisk gåtur i kroens park med den flotte bro over Nørreåen.
Turen fra Søgaarden i Lee til Fladbro Kro er på 22 km.
Har I tid og lyst til at forlænge dagens cykeltur, kan vi anbefale at I tager cykelstien mod øst langs Gudenåen, som fører jer direkte til Randers.
(En ekstra tur på 12 km)

I stiger nu på cyklen igen for at tage turen langs Gudenåen, Danmarks længste flod, tilbage mod Søgaarden. Gudenåen er kendt for sine mange laks og ørreder.
Cykelstien her fortsætter helt til Silkeborg, men i Langå, som tidligere var Jyllands jernbane-knudepunkt, drejer I af mod Ulstrup. Her krydses Gudenåen ved Ulstrup Slot for at cykle langs den sydlige flodbred. I passerer Campingpladsen Bamsebo, hvor I kan gøre holdt for at købe en is og tage et spil minigolf. På vejens venstre side rejser Busbjerg sig.
Her er der hver sommer siden 1945 blevet opført friluftsspil ved bjergets fod. På bjerget kan I nyde den flotte udsigt over Gudenådalen.

I krydser nu igen Gudenåen via Kjællinghølbroen øst for Bjerringbro. Kjællinghøl er et gammelt voldsted, hvor der i dag også er en naturskole med et historisk jernalderværksted med langhus og sheltere.
Mod nord går cykelturen nu langs Hjermind skov forbi Hjermind Præstegård, hvor H.C.Andersen digtede "Jylland mellem tvende have".
I fortsætter til Hjorthede og afslutter turen ned ad en af Danmarks stejle bakker (10%) til Lee og Søgaarden. 
Denne dagstur er på 22 + 30 km

Tilbage på Søgaarden hvor vi serverer dansk smørrebrød i Atelieret.

3. dag:

Morgenbuffeten serveres i Atelieret efter en god nats søvn i et af Søgaardens charmerende værelser.

Dagens cykeltur til Gudenåen, går først til nabolandsbyen Mammen, hvor Mammenøksen blev fundet.
Mammen er også byen, hvor den kendte Mammen ost bliver produceret.

I cykler nu til Vindum. Her kommer I forbi Vindum Kirke fra år 1150 med det karakteristiske løgformede kuppeltårn. Ved kirken ligger godset Vindum Overgaard hvor de ældste bygninger er fra 1648.
Fra Vindum går turen nu til Tange Værket som ligger ved Tange sø. På Energimuseet gøres et længere ophold for at nyde naturen og evt. se de spændende udstillinger.
I Cafe Eddison kan I købe frokost og kaffe.

Midt på eftermiddag går turen mod Bjerringbro, en industriby med Grundfos som dynamo. Ruten går forbi Bjerringbro Mølle, som dannede grundlaget for byen. På Skovvejen 3 cykler I forbi Bjerringbros ældste hus. Et lille bindingsværkshus som blev flyttet fra Bjerring til Bjerringbro i 1862 for at huse byens første smed. Dine værter på Søgaarden ejer i dag huset, som nu hedder "Villa Zira" og udlejes til overnattende gæster. 
Vi foreslår nu at I besøger Gudenådalens Museum i Bjerringbro. Et egnsmuseum, som bl.a. har en spændende runestespark og fortælling om fundet af Mammenøksen.
Ved Nørgaards Højskole må I lige hilse på den store trold "Gudar" En skulptur lavet af kunstner Jørgen Glud.
Denne dagstur er på 30 km

Denne aften serverer vi en traditionel dansk middag i Atelieret.
Aftenen afsluttes med kaffe/te og whisky i Søgaardens Whisky Shop.

4. dag:
Morgenbuffeten serveres i Atelieret efter endnu en god nats søvn i et af Søgaardens charmerende værelser.
Vi siger farvel og tak for denne gang.

Bestil din miniferie på Søgaarden nu og få glæden i forvejen gratis med i købet
Mobil 20403673 eller mail til Astrid@Holmriis.com 

 

 

Astrid & Niels Holmriis - Himmestrupvej 8 - Lee - DK 8850 Bjerringbro - Tlf. +45 2040 3672
Powered by IdeFA Gruppen